Så fik vi snakket med præsten (Krukke aka Christian)

I dag tog jeg en feriedag og Casper og jeg drog til staden for at få snakket med Caspers gode ven Krukke (Christian) som er præst og som er ham der skal stå for vielsen. Det var mit første møde med Krukke, men han er den type præst (og menneske) som er helt nede på jorden og meget afslappet, så det var virkelig en fornøjelse og bekræftede os i, at det er det helt rigtige valg, at lade ham stå for den mere formelle del af dagen. Krukke er til daglig præst ved natkirken i Vor Frue kirke i København og Casper siger at han virkelig fanger med sine anderledes og nytænkende tiltag. I dag fortalte han bl.a. om at han holder FIFA turneringer med konfirmanderne i kirken, hvor han skyder det op i loftet af kirken med en projektor 🙂 Krukke er også med til resten af festen, men hold jer ikke tilbage af den grund, han glæder sig til en god fest 🙂

Så er invitationerne skrevet

Invitationerne er nu skrevet (på nær 6) og i morgen ryger 54 invitationer af sted med posten 🙂 Gæstelisten endte på 130, og nu håber vi bare at I alle sammen kan komme og feste med os! Det har faktisk været lidt en aha oplevelse at skrive invitationerne, for da jeg var yngre kunne jeg aldrig forstå, at min mor havde en adressebog… Det forstår jeg nu… 🙂

/Stinne

 

Hvordan mødte vi hinanden?

Vi mødte hinanden for første gang på sergent skolen på Flyvestation Karup tilbage i 2001. Dengang var der ikke noget der slog gnister, men vi blev ved med at løbe ind i hinanden alle mulige steder og da Casper blev ansat i Norwegian i 2010, samtidig med at jeg blev ansat i Aalborg Lufthavn, blev det oftere og oftere. Skæbnen ville at jeg en dag i maj 2013 inviterede Casper på kaffe (min kollega Kirstine gav et venligt skub da hun “ved et uheld” trykkede “send” til den besked som jeg havde komponeret på Facebook – man bliver aldrig for gammel til lidt ti hi teenageagtig nervøsitet) og resten er historie.. 🙂

/Stinne