Drømmebryllup og planlægning..

Da Casper sidste år friede til mig (og jeg sagde ja), kom det lidt bag på ham, at jeg ikke havde en færdig drejebog i mit hoved for hvordan vores bryllup skulle være. Han havde en forestilling om, at det er noget alle piger går og planlægger fra de er helt små. Det er måske også tilfældet i de fleste amerikanske serier og film, men jeg tror det er lidt langt fra virkeligheden her i lille Danmark, for sandheden er, at jeg gik lidt i panik, for jeg havde ikke et eneste udkast til en drejebog.. Jeg var dog klar over at jeg gerne ville vies i det fri og holde en uformel bryllupsfest (var faktisk ovre i helstegt pattegris med hele pivtøjet og dans til den lyse morgen), men Casper viste sig faktisk at have en lidt mere traditionel tilgang, så vores fest er blevet til som et kompromis og et skide godt et hvis jeg selv skal sige det.

Personligt så elsker jeg planlægningsdelen og ville ønske at overskuddet havde været til at arrangeret det hele selv i et telt i haven hos mine forældre i Moseby. Men det er det ikke, og det var faktisk en kæmpe lettelse at tage beslutningen om, at give tøjlerne til nogle andre for en gangs skyld (tak til Casper fordi han stod fast på den del). Det gør at jeg på dagen kun skal koncentrere mig om, at dukke og have en fantastisk dag! Det har også gjort, at vi sammen har skabt rammerne omkring brylluppet og festen i en sådan grad, at jeg synes vi sammen har formet vores drømmebryllup (ret godt klaret set i forhold til, at vi begge var på helt bar bund i starten). Vi gik fra at ville have et lille intimt bryllup med kun de nærmeste, til at indse at det vi begge ønsker, er en kæmpe fest med alle de mennesker som vi har lyst til skal være en del af denne dag. Vi har flere gange i processen stoppet op og snakket om, hvorvidt vi stadig er enige i  forhold til planlægningen (så det ikke lige pludselig stikker af for én af os) og det har gjort at jeg virkelig føler at det er VORES fest.

Vi glæder os mere og mere til at gøre jer til en del af den fest, som vi til dagligt holder inde i vores hoveder 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *