Indlæg

Link til billeder

Kære familie og venner!

TUSIND tak fordi I var klar på at feste med os i lørdags. Vi fik lige præcis den fest vi havde ønsket og håbet på. Vi er stadig høje på smil, latter, indslag, kram, danse, kys og masser af mojitos:-) Derfor var det også super fedt at modtage linket til de billeder der blev taget i lørdags. I kan se dem ved at klikke på nedenstående link og I er velkommen til at downloade lige præcis de billeder som I synes I vil gemme.

Vi ville ønske at vi kunne holde samme fest næste weekend igen, men ved godt at det aldrig ville blive det samme og I skal vide at vi er rørte over at I i dén grad var klar på at give den gas sammen med os og fejre vores kærlighed med manér!

Masser af kram fra os begge

https://thellufsenfoto.shootproof.com/gallery/3200164/home

 

Menuen

Det er altid godt at vide om man lige skal spise lidt ekstra til morgenmad eller om man skal gemme appetitten til middagen. Derfor ser I nedenfor menuen til vores store fest på lørdag. Vi har smagt det hele og kan kun sige GLÆD JER!

Forret: Confiteret unghane med hassel-
nødde mayo og ristede hasselnødder.

Hovedret: Oksefilet (fra Uruguay), selle-
ripure, jordskokke chips, persille olie,knuste kartofler med løvstikke samt cherry gastric sauce.

Dessert: Chokolade ganache, havtorne is, havtorne gelé,  krystaliseret hvid chokolade og salt karamel.

Natmad: Hotdogs med det hele (og Cocio). Der sørges selvfølgelig for kyllingepølser til dem der ikke spiser gris.

 

Vedr. indtjekning på værelser og dresscode

Til information, så er det ikke muligt at tjekke ind på værelserne før kl. 15.

Derudover, så er der en del der har spurgt om det forventes at man har ét sæt tøj på til vielse og reception og skifter til noget andet om aftenen. Til det vil vi gerne understrege at det forventer vi overhovedet ikke. Man kommer i det tøj man har lyst til og hvis man har lyst til at skifte halvvejs, så gør man bare det. Kan dog afsløre at vi ikke skifter tøj i løbet af dagen 🙂

Så mange minder..

Som jeg sidder her en fredag aften og skriver små anekdoter om min familie, bliver jeg helt overvældet over alle de dejlige minder jeg har og de følelser som de pludselig ruller ind over mig. Hvor er jeg bare heldig at have så mange gode mennesker i mit liv og hvor er jeg heldig at kunne se tilbage på et liv fuld af smil, oplevelser og gode minder. Det bekræfter mig i, at det var den helt rigtige beslutning at holde en stor fest hvor hele familien er med, og jeg er sikker på at det bliver ét af mine yndlingsminder <3

Så skal menuen snart testes..

Så er det på mandag at vi skal til prøvespisning og vi glæder os rigtig meget! Brylluppet kommer pludselig meget tæt på og vi er begge ved at være godt spændte. Hvis menuen falder i god jord, så offentliggør vi den snart her på hjemmesiden, så I ved om I skal have lidt kiks med i tasken eller om I skal gemme appetitten til middagen. Én ting er dog helt sikkert og det er, at der vil være hotdogs med hele svineriet til natmad (inkl. Cocio selvfølgelig) 🙂

Få værelser tilbage, men masser af A huse..

Vi har netop fået status fra vores bryllupsplanlægger på Himmerland golf og spa og hun kunne meddele at der nu kun er 3 hotelværelser tilbage.. Men men men det betyder ikke, at I ikke kan få et sted at sove hvis I misser et af disse, for der er masser af A huse – de ligger bare en lille gåtur fra stedet. Og.. man skal ikke kimse af lidt frisk luft når man har lukket festen kl. 5 🙂 Med andre ord, så ser vi det som et tegn på at alle er klar på at danse til den lyse morgen, og vi er VIRKELIG begyndt at glæde os!!

En lille bonus info er, at én af gæsterne (Paul) sørger for at der stadig bliver spillet op til dans når bandet er gået hjem. Hvis han er for fuld til selv at styre musikken (han er vores yndlings DJ), så fikser han en fed playliste (én af den slags hvor folk ikke kan skifte sang efter 15 sekunder – noget jeg sagtens kunne finde på).. Af hjertet tak til Paul!!

Drømmebryllup og planlægning..

Da Casper sidste år friede til mig (og jeg sagde ja), kom det lidt bag på ham, at jeg ikke havde en færdig drejebog i mit hoved for hvordan vores bryllup skulle være. Han havde en forestilling om, at det er noget alle piger går og planlægger fra de er helt små. Det er måske også tilfældet i de fleste amerikanske serier og film, men jeg tror det er lidt langt fra virkeligheden her i lille Danmark, for sandheden er, at jeg gik lidt i panik, for jeg havde ikke et eneste udkast til en drejebog.. Jeg var dog klar over at jeg gerne ville vies i det fri og holde en uformel bryllupsfest (var faktisk ovre i helstegt pattegris med hele pivtøjet og dans til den lyse morgen), men Casper viste sig faktisk at have en lidt mere traditionel tilgang, så vores fest er blevet til som et kompromis og et skide godt et hvis jeg selv skal sige det.

Personligt så elsker jeg planlægningsdelen og ville ønske at overskuddet havde været til at arrangeret det hele selv i et telt i haven hos mine forældre i Moseby. Men det er det ikke, og det var faktisk en kæmpe lettelse at tage beslutningen om, at give tøjlerne til nogle andre for en gangs skyld (tak til Casper fordi han stod fast på den del). Det gør at jeg på dagen kun skal koncentrere mig om, at dukke og have en fantastisk dag! Det har også gjort, at vi sammen har skabt rammerne omkring brylluppet og festen i en sådan grad, at jeg synes vi sammen har formet vores drømmebryllup (ret godt klaret set i forhold til, at vi begge var på helt bar bund i starten). Vi gik fra at ville have et lille intimt bryllup med kun de nærmeste, til at indse at det vi begge ønsker, er en kæmpe fest med alle de mennesker som vi har lyst til skal være en del af denne dag. Vi har flere gange i processen stoppet op og snakket om, hvorvidt vi stadig er enige i  forhold til planlægningen (så det ikke lige pludselig stikker af for én af os) og det har gjort at jeg virkelig føler at det er VORES fest.

Vi glæder os mere og mere til at gøre jer til en del af den fest, som vi til dagligt holder inde i vores hoveder 🙂