Mette er Stinnes gode veninde og kollega. Hun er et af den slags mennesker der er alt for få af i denne verden, for hun er nemlig én af de få som ikke er bange for at sige sin ærlige mening og tage en diskussion helt fra hjertet. Man ved altid hvor man har Mette, og hun er meget tro mod sig selv. Når det så er sagt så er Mette en værre festabe som virkelig kan give den gas og man har altid en fest når man er i byen med Mette. Hun er ofte den sidste der går hjem, for man skal jo ikke gå glip af noget. Mette er familiemenneske med stort F og hun elsker at være sammen med sin nevø og niece. Mette prøver alt det hun kommer i tanke om at hun gerne vil prøve, lige fra at rejse ud i den store verden alene, til at tage havkajakkursus og strikke. Hun bor alene sammen med sin lille dejlige hun Nanna (som lige er fyldt 10 år) og hun er altid klar med en hjælpende hånd hvis man har brug for det. Mette er med garanti én af dem der lukker og slukker brylluppet, så hvis I er ved at gå ned i gear skal I bevæge jer hen i nærheden af Mette hvor der med garanti er gang i festen 🙂
Maria & Hans.. Maria er Stinnes barndomsveninde og Hans er hendes mand. De bor i Skødstrup i nærheden af Århus med deres to skønne drenge Anders og Magnus. Maria og Stinne har være veninder siden (det kan Maria helt sikkert huske for hun husker bedre end undertegnede) og selvom det bliver til alt for få besøg, så er det som om at intet er ændret når der endelig er tid til hygge. Maria er en ærlig, sjov og intelligent pige som har fuldstændig styr på sine prioriteter. Hun deler gerne sine holdninger og meninger hvilket i dagens “pleaser” Danmark er vildt forfriskende. Hans kender vi naturligvis ikke så godt som Maria (Casper har i skrivende stund aldrig mødt ham), men han passer godt på Maria og deres drenge hvilket siger det hele!
Kenny (Madsen eller Kurt i daglig tale) er én af Caspers gode venner og Heidi er hans kæreste. De bor i Karlslunde Landsby sammen med deres to dejlige drenge. Kenny og Casper har været venner i snart en menneskealder og de er en gruppe på 7 “gutter” der mødes med jævne mellemrum til god mad, øl, fest eller forlængede weekends i udlandet. Et par gange om året inviteres påhæng med (nogle mødes oftere), og det er altid super hyggeligt at mødes alle sammen. De er et par skønne mennesker og vi glæder os til at fejre dagen sammen med dem!
Thomas er Stinnes kollega & Kirstine er han kæreste. De bor i Hjørring med deres i alt 6 børn. Stinne har kendt Thomas i snart 10 år, men det er noget forholdsvist nyt, at vi ses som venner privat, selvom det bestemt er noget der skal dyrkes meget mere. Thomas og Stinne arbejder til daglig tæt sammen og styrer Aalborg Lufthavn når det kommer til Safety og Compliance. Kirstine er supermor med stort M og vi glæder os til, at vi får mere overskud, så vi kan få set lidt mere til hinanden privat. Det er et par med masser af drive og Thomas har altid gang i 100 projekter lige fra hundefoder firma (petfoodnord.dk) til ad hoc rådgivning for Trafikstyrelsen. Kirstine er klippen bag ham, der holder styr på hjemmet og familien (hun er pt. på barsel efter at hun i september 2015 blev mor til Theo og Lucas). Vi er rigtig glade for at de har lyst til at fejre dagen med os!
Camilla og Frank er venner som Stinne har taget med ind i forholdet. Camilla har Stinne kendt siden folkeskolen og i dag mødes de som en del af en gruppe unge kvinder som før i tiden mødtes til drinks og fest til den lyse morgen, men nu mest mødes til kaffe, kage og hygge. Camilla og Frank bor i Gug (forstad til Aalborg) og er et par rigtig festlige og dejlige mennesker. De er begge meget lette til latter og smil og har en fantastisk positiv tilgang til livet. De har tre skønne piger og Frank har altid gang i et projekt eller to, så de keder sig aldrig. Der er ikke så meget pis med Camilla og Frank og hvis man får dem til bords, er man sikker på masser af latter, skålen og gang i den. Vi glæder os til at lukke og slukke ballet sammen med dem.
Sara og Morten er venner som Stinne har beriget forholdet med (de smukke unge mennesker yderst til venstre på billedet – beklager det ringe billede, men Morten er ikke just nogen FB linselus). Sara er en del af den gruppe unge kvinder som Stinne mødes med til alt fra fest til kaffe, kage og hygge med børnene (knap så meget fest lige pt.). Morten og Sara borg inde midt i Aalborg ovenpå Mortens blomsterbutik. Sammen har de to skønne piger. Sara og Morten er sådan nogle mennesker som har begge fødder plantet soldit på jorden. De kalder en spade for en spade og lader sig ikke imponere af store armbevægelser. Man har det altid ubeskriveligt dejligt i deres selskab og det er altid super sjovt når det lykkes at samle kvinder med mænd til en festlig aften. Casper har desværre endnu ikke haft chancen for at lære hverken Morten eller Sara så godt at kende, men vi håber at det kommer.
Peter og Theda bor I Aabybro ikke så langt fra os og vi mødes jævnligt til en kop kaffe. De har to dejlige børn og vi havde for nyligt æren af at være med til den yngstes dåb. Det er lidt sjovt med Peter og Theda, for Stinne havde Peter som instruktør da hun havde nogle flyvetimer under sin uddannelse. Derefter løb hun igen ind i Peter da hun fik job i North Flying og blev så introduceret for Theda hen ad vejen og har siden hygget og festet med dem begge. Da Casper og Stinne så mødte hinanden viser det sig, at Peter også har været Caspers instruktør. Peter og Theda er nogle dejlige og glade mennesker og de elsker livet og det det bringer. De tager tingene som de kommer og sammen er vi gode til spontane planer. Theda er ligesom Stinne vant til at være alene en del af tiden, for Peter er også pilot. Peter og Theda er altid klar på en fest og vi glæder os meget til deres selskab!!
Lars og Dorte er Caspers “flyveforældre” fra Hadsund, som sørgede for at Casper overlevede sit rundflyvningseventyr i Hadsund sommeren 2004. Udover at passe sin egen virksomhed, er Lars flyvepladschef på Hadsund flyveplads som de bor lige ved siden af i deres flotte nye hus. De elsker begge at cykle og flyve (Lars styrer flyet mens Dorte hepper) og de er bare nogle helt igennem dejlige og festlige mennesker. De har to store piger som begge er fløjet fra reden, så de får mere og mere tid til at pleje deres interesser.
Christian aka Krukke er én af Caspers barndomskammeraterfra folkeskolen. Krukke er præst i nat kirken i Vor Frue kirke i København og det er ham der skal vie os på lørdag og det er vi meget beærede over at han vil. Krukke er en moderne præst, og hvis du spørger os ville mange flere gå i kirke hvis der var flere præster som Krukke. Til daglig bor han i København sammen med Signe og deres søn Ludvig. Krukke er sådan én man aktid har det godt i selskab med og han har altid noget på hjertet, så det bliver aldrig kedeligt. Ud over hans naturlige medmenneskelighed, så indgyder Krukke også respekt hvilket hjælper ham, når han til tider skal agere udsmider i nat kirken. Vi glæder os rigtig meget til at Krukke skal vie os på lørdag og til efterfølgende at få lov at fejre resten af dagen sammen med ham. Det er vist de færreste der kan sige, at præsten var med til bords 🙂
Annette (aka Nette) er Caspers “reservemor” og mor til Kasper (Kav som bor i USA). Desværre kommer Annette alene, da vi for kort tiden siden måtte sige farvel til Allan (Caspers “reservefar”) efter længere tids sygdom. Nette bor i Greve og Casper har tilbragt mange timer i hjemmet på Stolpeager. Derudover har han været med på mange ferie og har haft mange festlige stunder i deres selskab. Nette er en lattermild livsbombe som spreder lys og glæde overalt hvor hun kommer. Vi er meget glade for at hun vil fejre denne dag sammen med os og ved at det bliver en fest at have Nette til bords!
Kenneth (aka Fjæs) og Tami er et par dejlige mennesker som Casper har taget med ind i forholdet. Casper kender Fjæs fra fodbold og deres tid i Bilka (ligesom Lange). Fjæs er også en del af logen og er i de kredse kendt som “digter Daudt”. Fjæs og Tami bor i Greve ( har dog lige solgt huset og ved ikke hvor de flytter hen endnu) sammen med deres to smukke piger. Fjæs er et festligt indslag til enhver fest og er notorisk kendt for sin dans hvor han bevæger underlivet på en meget karakteristisk måde. Tami er bestemt heller ikke bleg for at slå sig løs, men må til tider være den voksne af de to, hvilke hun altid klarer med et smil på læben. De er bare et par helt igennem dejlige mennesker som man ikke kan andet end glæde sig til at være i selskab med!
Thomas (aka Kirk) og Camilla er endnu et dejligt vennepar som Casper tog med ind i forholdet. De bor i København sammen med deres to dejlige drenge, men har netop købt grund i Brønshøj er er i fuld gang med byggeprocessen. Kirk kender Casper gennem fodbold og gymnasiet og han er også en del af logen. Kirk er en person med øje for detaljen og gør ikke noget halvt. Han elsker at røre sig og sætter og Casper og Kirk mødes gerne til en rask løbetur. Camilla har ligesom Kirk sans for detaljen og derudover elsker hun eventyr og det at presse sine egne grænser. De er begge konkurrencemennesker med stort K – ofte til stor underholdning for os andre. Vi glæder os vildt meget til at se dem på lørdag og ved at vi får en fest i deres selskab!
Daniel er Caspers gode kammerat og kollega. Daniel bor i København og har to halvstore drenge. Casper mødte Daniel første gang da de arbejdede sammen i EasyJet og derefter har de været kollegaer ad flere omgange og er det nu igen i Norwegian. Når Daniel ikke er på arbejde spiller han musik og holder sig i form med løb, cykel osv. Casper og Daniel har trænet sig op til Ironman sammen og har derudover deltaget i et hav af løb sammen. Daniel er en hyggelig og tænksom fyr som altid er god for en snak og masser af spas. Vi nyder begge hans selskab, men han får især drengerøven frem i Casper (på den gode måde).. Når det så er sagt, så er det svært at finde nogen der mødes så ofte på Café for en hurtig kop kaffe og en sludder..
Kristian (Stang) og Tatiana (Tati) er venner som Casper har taget med ind i forholdet. Stang og Tati er lige flyttet fra Stockholm til Schweiz sammen med deres datter Isolde. Casper kender Stang fra gymnasiet og de har holdt kontakt siden. Stang og Tati er nogle dejlige mennesker at være sammen med. Tati er glad for at lave mad og Stang er glad for at spise mad, så det er “match made in heaven”. Derudover kan de begge godt lide eventyr og at arbejde. Vi ville gerne se meget mere til de to og er rigtig glade for, at de kommer til vores bryllup!
Carsten (Kage/Kagemand) er en af Caspers venner fra ungdomstiden i Greve. Kage bor i Farum og har to dejlige børn. Kages søde kæreste Alexia har vi indtil videre kun mødt en enkelt gang, men hun tog os med storm og vi glæder os til at lære hende endnu bedre at kende. Carsten er en af logebrødrene og en af den type mennesker der altid har styr på tingene. Carsten er rar og betænksom og altid fantastisk at omgås og vi glæder os til endnu en fest i Alexia og hans selskab.
Tina er én af Stinnes barndomsveninder og én af dem der bare hænger ved uanset hvor forskellige steder man er i livet. Hun er en pige med ben i næsen og karrierekvinde med stort K. Hun er selvstændig frisør og har en kærlighed for faget som man ikke støder på hver dag. Hun er FANTASTISK dygtig og leger kun med de dygtigste frisører (Gunbritt go home). Tina er ekstremt kreativ og ingen skal sætte hende i bås for hun ved hvad hun vil med livet. Hun er altid et friskt pust både personlighedsmæssigt, men også når man ser på hendes stil. Som hun selv udtrykker det, så føler andre nok lidt at de går ind i en udklædnings butik når de går ind i hendes garderobeskab. Tina er også en værre festabe og Stinne og Tina har festet en del (især i Århus hvor Tina bor og arbejder). Tina er også én af dem der helt sikkert lukker og slukker festen og med hende i nærheden kommer I ikke til at kede jer.
Pernille er Stinnes veninde og kollega og Paul er hendes mand. De bor i Nørresundby med deres 3 dejlige tøser og hunden DJ. Det er et par med gang i, og Pernille er den slags irriterende mor der har et overskud vi andre kun kommer i nærheden af efter 10. kop kaffe. Paul er oprindeligt fra Skotland, men er ret så god til dansk. Han er i sin fritid passioneret DJ og de elsker begge at feste og især Pernille er altid god for en lille drink eller et spil beer pong (hvilket hun i øvrigt er vildt god til). Jeg glæder mig til at danse på bordene sammen med de to!
Stinna er Stinnes veninde og Jesper er hendes mand. De bor i Aalborg sammen med deres to dejlige piger og er et par helt igennem dejlige mennesker. Indrømmet så er billedet ca. 7 år gammelt, men det er bare så fedt at det blev vinderen 🙂 Stinna er den slags kvinde som nærmest er god til at hvad hun beskæftiger sig med. Hun er smuk, ekstremt kreativ og en fantastisk mor og veninde. Jesper er far med stort F og konkurrence menneske med stort K. Han er et af den slags mennesker man ikke kan undgå at holde af, men samtidig er han meget målrettet og fokuseret. Glæd jer til en aften i deres selskab og bliv ikke skræmt hvis Stinna kommer og hiver jer med ud på dansegulvet for hun er super god til at holde gang i festen!
Marianne (pomfritten) er Stinnes veninde og Peter er hendes kæreste. De har sammen 2 dejlige børn og bor i Brønderslev. Stinne og Marianne har kendt hinanden siden de arbejdede sammen i Jetsmark Hallens Cafeteria og de har spist abnormt mange pommes frites sammen! Marianne og Peter et par glade mennesker, som altid er med på gak og løjer. Marianne er ét af de mest lattermilde mennesker jeg kender og hvis hun først begynder at grine, så går der ikke lang tid før man selv begynder at grine. Peter er ligeså elskelig og er altid meget hjælpsom. Han har bl.a. støttet Stinnes lejr med rugbrød ¨de sidste ca. 5 år. Hvis I får Marianne og Peter til bords, så lover jeg jer et godt grin eller 100 🙂
Rasmus er én af Stinnes rigtig gode venner fra ferielejrregiet. Helena er hans dejlige kæreste og de to sammen er én af de bedste kombinationer der findes. Rasmus er også en del af hyggelogen som udover Rasmus og Stinne, består af Anita, Bo & Lasse GP (som ikke kunne komme til brylluppet). Logen mødes hvert halve år til kulturelle indslag, god mad, alkohol og lange snakke om alt fra boliglån til udklædningen til næste logemøde. Vi ser Rasmus og Helena så ofte som vi kan, enten hos dem i Hasselager ved Århus eller hjemme hos os i maskinstationen. Børnene elsker dem og hvis det stod til os, så boede vi meget tættere på hinanden. Rasmus er i øvrigt den der har æren for hjemmesiden. Helena og Rasmus er nogen af de dejligste mennesker og at få dem til bords er i min verden det samme som at vinde i lotteriet 🙂
Anita er Stinnes veninde fra ferielejrlivet og medlem af hyggelogen sammen med Rasmus, Bo & Lasse (som desværre ikke kunne komme til brylluppet). Anita og Stinne startede som frivillige på samme lejr tilbage i 2008. Siden da blev de lejrledere sammen og startede ny lejr op sammen. Anita bor til daglig udenfor København med sine to dejlige tøser. Hun er netop blevet færdig med sin uddannelse, men er allerede blevet headhuntet til sit første job og det forstår man godt, for Anita er en sød, smilende, pligtopfyldende og grundig ung dame. Man skal lede længe efter nogen som holder så meget af at lave lister og strukturere som hende og hun går også under synonymet “laminita” 🙂 Anita er altid klar med et kram og en skulder hvis man er ked af det og hun klarer livet som enlig mor til UG!! Tag dog ikke fejl, for hun forstår også at feste og hvis I får hældt nok på hende giver hun sikkert også et lille nummer line dance.
Bente er én af Stinnes nærmeste veninder og de mødte hinanden under uddannelsen til flyveleder. Jakob er Bentes mand og sammen har de 2 børn (Lina som er én dag yngre end Frida og Alfred, og Anders som kun vil være knap en måned gammel til brylluppet). Pt. bor de i Schweiz men flytter heldigvis snart hjem til DK igen!! Bente er en kvinde med ben i næsen og hun elsker livet og eventyr. Samtidig er hun mor med stort M og så er hun altid klar på fest og farver. Hun er den eneste vi kender som har været med til DM i soduko, har taget alene til Las Vegas for at spille poker (hvilket hun i øvrigt er ret så sej til). Både Bente og Jakob er fulde af latter, smil og varme og vi glæder os umådeligt meget over, at lille Anders valgte at komme til verden i så god tid, at de kan komme med til brylluppet. Glæd jer til at se dem, det gør vi!
Janni og Allan er fælles venner, som bor i Vodskov sammen med deres to skønne piger. Janni og Allan er lidt samme historie som Peter og Theda. Allan var Caspers instruktør på et tidspunkt og mødte senere Stinne i North Flying. Janni mødte Stinne og Allan i North Flying da hun blev ansat i OP (samme afdeling som Stinne). Vi har haft mange sjove stunder sammen og hver for sig. Janni og Allan er nogle fantastisk jordbundne mennesker. De er meget afslappede omkring det meste (så længe kopperne passer sammen – ikke Allan:-)) og de nyder at være forældre. De er altid klar med en hjælpende hånd og vi elsker at være i selskab med dem og håber snart at vi får meget mere tid og overskud til den slags! Glæd jer til at give den gas med disse to, det gør vi!!!
Dennis er Caspers kammerat fra tiden i flyvevåbnet (Stinne nåede også kort at stifte bekendtskab med ham). I det daglige går han under synonymet “dunse”, men til festen er vi sikre på at han lystrer navnet Dennis. Dunse fortsatte i flyvevåbnet som helikopterpilot men sidder i dag og leger med HR i forsvaret. Han bor til daglig i Gundsømagle på Sjælland sammen med sin datter i hans nyistandsatte hus. Dunse er en rar og tænksom fyr som elsker at sejle og Casper har i mange år nydt hans selskab og ikke mindst gode venskab. Vi håber begge på at se mere til Dunse i fremtiden og er meget glade for at han kommer til vores bryllup!
Kasper (aka Kav) er Caspers barndomsven fra folkeskolen og Lori er hans skønne kone. Kav og Lori bor i Boonton godt en times kørsel fra New York. Kav har boet i USA i snart 20 år og det var også i USA han mødte Lori. På trods af distancen har Cav og Kav (Casper går også under Cav), holdt kontakten og vi var så heldige at få lov at tilbringe noget tid med dem, da vi sidste år var i USA sammen med Frida og Alfred. Når det så er sagt, så ville vi ønske at de boede meget tættere på os, for vi elsker deres selskab og det gør børnene også. Lori møder alle med et smil og Kav vinder med sit varme og betænksomme væsen. Vi er meget beærede over at de tager den lange tur for at være med til vores bryllup og glæder os til en aften i deres selskab. Det skal lige siges at Lori kun snakker engelsk, men forstår lidt dansk.
Mette og Jacob (aka Lange) er venner som Casper har beriget forholdet med. Lange og Casper kender hinanden fra fodbold og deres tid i Bilka. Nu er han ligesom Casper en del af logen og de mødes så ofte det kan lade sig gøre. Mette er hans smukke kone og de bor i København sammen med deres to dejlige børn. Ifølge Casper er Lange den klogeste han kender (det siger ikke så lidt) og det bliver til mange seriøse og mindre seriøse samtaler når logen mødes. Mette er en rigtig festabe/bypige. Hun har det bedst når der sker noget og synes det der søvn er vildt overvurderet. Der er altid festgaranti når Lange og Mette dukker op og vi glæder os til at feste månen i seng sammen med dem!
Nicolaj (Nic) og Irit er også venner som Casper har beriget forholdet med. Nic og Irit bor i Hjortekær på Sjælland sammen med deres to smukke piger. I denne sammenhæng er det faktisk Irit som Casper oprindeligt kendte (hun gik i folkeskole med Fjæs), men i dag er Nic en del af logen og Casper har bl.a. været på skiferie med Nic. Nic og Irit er meget glade for at rejse og selvom de lige er kommet hjem fra ferie er de allerede i fuld gang med at planlægge en lang rejse til Australien og New Zealand i det nye år. Nic og Irit tager altid tingene som de kommer og de er i det hele taget bare smilende og glade at være sammen med. De lader sig ikke begrænse og finder altid en løsning på udfordringerne. Vi glæder os meget til at se dem til brylluppet på lørdag!
Maria og Rasmus er et vennepar som Stinne havde med ind i forholdet. Stinne kender Maria gennem Marianne (pomfritten) og hun er en del af den gruppe unge kvinder som Stinne mødes med med jævne mellemrum. Rasmus er Marias mand og de bor sammen i Nørholm lige uden for Aalborg sammen med deres to drenge. Maria og Rasmus er nogle glade og arbejdsomme mennesker. Ligesom de fleste børnefamilier, går det meste af tiden med børn, arbejde og logistik, men når det endelig lykkes at mødes, så er det bare altid helt enormt hyggeligt. Casper har desværre kun mødt Maria og Rasmus en enkelt gang, men det får vi rådet bod på hen ad vejen. Det glæder os helt enormt at de har lyst til at være en del af vores vores bryllup og vi glæder os til at se dem.
Bo er Stinnes ven gennem ferielejrregiet og Karina er hans kæreste. Til daglig bor de på Fyn nær Odense sammen med deres fælles datter og Karinas datter. Bo og Stinne mødtes første gang tilbage omkring år 2011 hvor de begge sad i ferielejrstyregruppen sammen. Derudover hjalp Bo, sammen med Rasmus, med opstart af ny lejr. Bo er også en del af hyggelogen og det er altid dejligt at være i hans selskab. Han er en mand med meget på hjertet og så har han en helt fantastisk humor og mimik. Det er første gang vi møder Karina, men vi glæder os meget til det og er super glade for at de begge har lyst til at være den del af vores store dag!!
Jesper er Caspers gode ven og makker fra flyveskolen i Roskilde. De har siden været kollegaer i Sterling, Easyjet og Primera og har bla. delt lejlighed i Stockholm et lille års tid. I dag bor Jesper med sin dejlige kone Arta i Abu Dhabi. Desværre er Arta forhindret i at deltage, men vi er selvfølgelig enormt glade for at Jesper har taget den lange vej for at deltage i vores bryllup. Jesper er altid frisk på at feste og vi er sikre på, at han nok skal bidrage rigeligt til den gode stemning (og barregningen).
Carsten er Caspers gode ven og kollega fra Norwegian. Han er gift med sin yndige kone Ingrida. De bor på i en lejlighed på Frederiksberg, som inden længe bliver skiftet ud med et hus i samme kommune. Carsten er Caspers legekammerat som han træner, drikker kaffe, går i biffen, går ture og cykler sammen med. Ingrida og Carsten bruger rigtig meget af deres fritid på at rejse og nyde tiden i hinandens selskab. Vi er utrolig glade for at Ingrida og Carsten er med til at fejre vores bryllup, og ikke mindst fordi Carsten har påtaget sig den betroede opgave som toastmaster.